Nyheder

Ny uddannelse: EUX smed kommer til Esbjerg

Faglært smed og student i samme uddannelse. Teknisk Skole Esbjerg udbyder efter sommerferien EUX smed. Den kombinerer uddannelsen til smed med en række fag på gymnasialt niveau, som alle har relevans for smedeuddannelsen - eksempelvis matematik, samfundsfag, fysik, og engelsk. Det bliver ikke kun på papiret, at praktiske og teoretiske fag hænger sammen. Uddannelsen bliver bygget op, så de teoretiske fag og den håndværksmæssige læring går hånd i hånd.

Læs mere om uddannelsen her >

Uddannelse med opbakning
EUX smed vil blive et stort aktiv i on-/offshorebranchen, som hungrer efter arbejdskraft, mener uddannelsesleder Brian Brunhøj Jørgensen:

- Med en EUX-smed-uddannelse vil man være et stort aktiv for blandt andet on-/offshorebranchen. Energisektoren har i høj grad brug for mennesker med den teoretiske ballast og praktiske viden helt i orden, siger Brian Brunhøj Jørgensen. 

Populær uddannelse
Jernet er særdeles varmt for EUX at smede på. Det første hold af EUX'ere begyndte i Esbjerg i 2012 for tømrer/murer. Alle eleverne fra det første hold har nu fået læreplads, og mestrene melder tilbage om motiverede og dygtige elever, som de er glade for at have.

Læs artiklen Første hold af EUX-elever har landet praktikpladser >

Det er generelt for EUX-eleverne, at de skal have et højt ambitionsniveau, idet de tager to uddannelser på én gang. Uddannelsesformen er ideel for elever, som har pæren i orden, men også kan lide at tage fat. Eleverne får mulighed for at gå direkte videre på en videregående uddannelse til for eksempel maskinmester, maskiningeniør eller lignende. Den giver også et godt grundlag for senere at blive selvstændige.

For virksomhederne giver det nogle elever, som er motiverede og dygtige.

EUX elektriker
I 2013 gik næste årgang af EUX-elever i gang med elektrikertang, måleudstyr og ledninger, da Teknisk Skole Esbjerg satte strøm til EUX elektriker-uddannelsen. Søgningen til uddannelsen viser, at det ikke kun er virksomhederne, som er glade for den, men også eleverne. Mange flere end forventet begyndte på den første uddannelse, og tilfredsheden på det første hold er meget høj.

Læs artiklen Ny EUX-uddannelse har fået højspændt start >