Nyheder

Ny udvikling: Unge vil ikke længere være frisør

Mike Kristensen web.jpg
Mike Kristensen drømmer om at bruge frisørfaget til at komme ud at rejse og sætte hår på kendte mennesker. Han er frisørelev ved Frisørgalleriet i Ribe.

Hvor frisøruddannelsen for få år siden måtte slukke frisørdrømmene for mange unge, som drømte om at arbejde med hår og mode, har frisøruddannelsen på Rybners Tekniske Skole i Esbjerg i dag svært ved at finde nok egnede elever.

Frisøruddannelsen kræver meget af eleverne, fortæller uddannelsesleder Rikke Christensen.

- Ud over, at de skal være kreative og interesseret i at følge mode og tendenser, kræver frisørfaget, at de er udadvendte og gode til at tale med alle slags mennesker, at de er selvstændige og kan tage et stort ansvar i salonen, siger hun.

Lige før og efter sommerferien kørte frisøruddannelsen en kampagne i samarbejde med seks frisørmestre, som var klar til at garantere en elevplads i hver sin salon. Det førte til få henvendelser til frisøruddannelsen, og de unge dukkede aldrig op til jobsamtaler i salonerne.

Kvotepladser
For øjeblikket udbyder frisøruddannelsen i Esbjerg sine ti årlige kvotepladser. Tidligere var uddannelsen så populær, at antallet af uddannelsespladser på frisøruddannelsen blev begrænset på alle frisøruddannelser i landet. Der er ansøgningsfrist til uddannelsespladserne i Esbjerg den 27. oktober.

Både i Varde og Esbjerg har frisørsalonerne svært ved at finde egnede elever.

- Det betyder, at salonerne får svært ved at ansætte både elever og færdiguddannede, og dermed begrænser det deres muligheder for at udvikle sig, siger Rikke Christensen.

Kreativt og selvstændigt
Mia B. Kristiansen er frisørelev ved A House of Hair i Varde og Mike Kristensen ved Frisørgalleriet i Ribe, og de er dermed nogle af de få elever, som både har kvalifikationerne og lyst til at tage frisøruddannelsen.

- Jeg har altid tænkt, at jeg skulle noget inden for hår eller måde. Nu er jeg i gang, og jeg elsker hvert minut af det. Jeg elsker kreativiteten og alle de fede ting, du kan lave med et hår, fortæller Mike Kristensen og Mia Kristiansen tilføjer:

- Jeg synes, det er fedt at kunne fordybe sig i skønhed. Skønhed er et meget bredt emne, og jeg kan godt lide at dykke ned og fordybe mig i de forskellige ting. Og så kan jeg lide, at jeg bliver inspireret af naturen og former og bevægelse, som jeg kan inddrage i mit frisørøje, siger Mia B. Kristiansen.

Trine Kristiansen web.jpg
Mia B. Kristiansen går på hovedforløbet på frisøruddannelsen på Rybners Tekniske Skole i Esbjerg og er elev ved A House of Hair i Varde.

De er begge meget positive over arbejdet ved hver deres læreplads.

- Jeg er blevet kastet ud i det, og jeg får lov til at udfolde mig i salonen. Og så er jeg blevet positivt overrasket over den stemning, der er i en salon. Man får et sammenhold og nogle veninder blandt kollegerne. Drømmen er gået i opfyldelse, siger Mia B. Kristiansen.

- Jeg kan godt lide, at jeg får lov til at udtrykke mig uden at skulle have en anden ind over og bestemme. Jeg drømmer om at overtage en salon sammen med min søster og om at komme ud og rejse og sætte hår på kendte mennesker, fortæller Mike Kristensen.

SE HVORDAN DU SØGER KVOTEPLADS TIL FRISØRUDDDANNELSEN

Kontakt: Afdelingsleder Rikke Christensen, mobil: 3045 8399, e-mail: rich@rybners.dk