Nyheder

Spillet om olien er både sjovt og lærerigt

- Vi sidder tilbage med indtrykket af, at eleverne har haft nogle spændende dage - og virkelig har lært noget, siger Niels Christian Nielsen på vegne af sig selv og kollegaen Thomas Preuss.

De to undervisere i naturgeografi gennemgik onsdag en instruktions- og træningsdag med de to klasser, der har studieretningerne samfundsfag/engelsk og samfundsfag/matematik. Her lærte eleverne spillet at kende og hørte om teorien bag. Dermed var de 16 Rybners-hold godt klædt på til at beherske spillets logik og dyste mod ca. 500 andre danske gymnasiehold fra hele landet dagen efter.

- Det er et kompliceret spil med mange elementer og regler. Men at bo i Danmarks energimetropol forpligter naturligvis også lidt, så vi lader altid emnerne energi og olie fylde meget i undervisningen, beretter Niels Christian Nielsen.

DSC_0331-lille.jpg
”Forage Petrolier”

Opnåede kæmpe indtjening
- Det skal gå stærkt og er sjovt og lærerigt, bemærker Tobias fra 2.u kort om spillet, mens han nærstuderer et billede fra en seismisk undersøgelse af et jordlag sammen med holdkammeraterne Rasmus, Thomas og Daniel.

Sammen kalder de sig ”Forage Petrolier”, og koncentrationen lyser ud af dem, mens de koordinerer og samarbejder med fremmede partnere (andre grupper, sandsynligvis fra andre skoler) for at få både råd og muligheder for at tjene penge på olie. Det gjorde de godt, for ”Forage Petrolier” endte med at have en værdi på $9.193.102.838 og en flot slutplacering som nr. 36.

Det hold, der klarede sig bedst på Rybners, blev CRTL Oil med Christina Louise Thinnesen, Tania Sadeghi, Line Hummelshøj Christensen og Rikke Hummelshøj. De tjente imponerende 15,35 mia. dollars - en god forrentning ud af en start-kapitalen på 200 mio. dollars, og det rakte da også til en national femteplads.

Rybners fik hele fire hold i top-50, men fælles for alle hold er, at de har opnået faglig og teknisk viden om bl.a. olieboringer, olieindvinding, miljørisiko, samarbejde internt og eksternt i gruppen og kommunikation og modtagelse af information på engelsk.

DSC_0336-lille.jpg


Untitled-1-lille.jpg

Rybners har næse for olie

  • PetroChallenge er en tilbagevendende begivenhed, der igennem flere år har været en permanent del af flere almene og tekniske gymnasiers undervisning, som et interessant og anderledes undervisningsværktøj.
  • Vinderne repræsenterer Danmark i en international finale, som Danmark har vundet tre gange over lande fra hele verden, siden konkurrencen startede i 2005.
  • Rybners Gymnasium har stolte traditioner hvad PetroChallenge angår. I 2006 vandt et hold fra Rybners den internationale finale, og i 2012 var et andet hold yderst tæt på at gøre dem kunsten efter, men endte på en imponerende 2. plads.
  • Sidste år markerede det store vestjyske gymnasium sig igen, da et hold fra Rybners blev nr. 2 i den danske del af konkurrencen.

DSC_0341-lille.jpg
PetroChallenge er en spændende konkurrence, hvor timing, samarbejde og knowhow afgør, hvem der løber af med sejren.

DSC_0339-lille.jpg 
”Rybners Woil” leder efter olie i et jordlag.

DSC_0330-lille.jpg