Nyheder

Rybners Gymnasium indfører røgfri skoletid

Det første spadestik mod et røgfri skoletid blev allerede taget for et år siden, da elevrådet arbejdede med en workshop vedr. rygning på Rybners Gymnasium.

Siden da er det gået stærkt og vi har nu afholdt et kickoff-arrangement til det videre arbejde, der skal gøre det op med rygning i skoletiden.

Rybners aula.JPG

Esbjerg skal være røgfri i 2030

Direktør Arne Nikolajsen fra Esbjerg Kommune lagde ud med et opsigtsvækkende oplæg med fokus på rygning i Esbjerg. Der kom kolde facts på bordet, for rygere – ja, de lever i gennemsnit 10 år kortere end ikke-rygere. Der er i øjeblikket 400 borgere i Esbjerg, der lider af følgesygdommen KOL. En lungesygdom, der sætter en stopper for evnen til at trække vejret. Er det ikke bedre at stoppe med at ryge i stedet?

Jo – og det er lige præcis det, Esbjerg Kommune arbejder for. Ambitionen er, at Esbjerg skal være røgfri i 2030. Vi har alle et medansvar i – rygere såvel som ikke-rygere. Rygere skal stoppe og ikke-rygere skal opfordre og bakke op om rygestop.

”Det er os en glæde, at Rybners Gymnasium er ambassadør for projekt røgfri”, lyder det fra Arne.

Kommunen har et korps af ungerådgivere, der hjælper med at kvitte cigaretterne, så undskyldningerne kan man godt pakke sammen. Selv samme ungerådgivere vil løbende besøge Rybners for at hjælpe rygere med at stoppe uvanen, så de er klædt bedst muligt på til august, hvor røgfri skoletid officielt bliver en realitet på skolen.

IMG_0902.JPG

Komiker Thomas Skov satte gang i debatten om rygning

Selvom rygning er et alvorligt emne, kan vinklen godt være sjov – og det blev den i sandhed, da Thomas Skov trådte på scenen. Aulaen blev lynhurtigt fuld af latter og eleverne blev inddraget, da komikeren på inspirerende vis opfordrende de unge til at tænke over, hvorfor de ryger og hvorfor det er så pokkers svært at sige nej.

Først og fremmest fokuserede Thomas på, at der trods alt er sket en positiv udvikling i samfundet og drager os tilbage til dengang, det var normen at ryge i toge og reklamere for cigaretter i medierne.

Røde og grønne lapper blev kastet i luften i takt med, at Thomas bad Rybners-eleverne tage stilling til en række spørgsmål. ”Hvor mange ryger?”, ”Hvor meget påvirker influencers jeres holdning til rygning?” og ”Hvad synes I om, at Dronningen ryger?”, ”Bliver I fristet til at begynde at ryge, når I ser de seje ryge”, ”Vil I bruge en shampoo med 40 kræftfremkaldende stoffer?”. Spørgsmålene, som eleverne svarede på via de røde og grønne lapper, blev uddybet, da komikeren sprang ned fra scenen med mikrofonen i hånden.

Thomas Skov.JPG

Tør du sige nej?

Temaet ”tør du sige nej” gav ligeledes anledning til, at hoppe ned fra scenen og inddrage eleverne. Hvad har eleverne mon sidst sagt nej til? Svarene var alt fra nej tak til fitness, broccoli, tømme opvaskemaskine og støvsuge. Men hvad svarede eleverne mon, da spørgsmålet lød ”Vil du have en cigaret?”. Alle på nær én af de udspurgte sagde nej og begrundede det med, at det er klamt at ryge.

Budskabet er klart: Vær sej og sig nej til cigaretterne!