Nyheder

Rybners-elever konkurrerer i kur på neurologisk lidelse

Find en kur på en neurologisk sygdom. Sådan lød opgaveformuleringen i 2z’ bioteknologitime på Rybners Almene Gymnasium.

Fordelt i mindre grupper kastede 2z sig over Creutzfeldt-Jakob sygdom, en dødelig sygdom, der endnu ikke kan behandles.

Hjemmeside.jpg
Fra venstre ses Kübra, Jakub og Kathrine fra 2z. I dag deltager
de i Drughunter Dysten i København. 

Det er i tarmen det sker
Kübra Yilmaz, Kathrine Rønn og Jakub Skórczynskis research førte frem til en lidt alternativ behandlingsmetode, hvor tarmen spiller en afgørende rolle.

- Under vores arbejde med sygdommen fandt vi frem til to alternative forslag, hvor tarmen er ret central, fortæller Katrine.

- Vi kiggede på sammenhængen mellem tarmbakterier og sygdomme i hjernen, og fandt ud af, at Creutzfeldt-Jakob sygdom meget vel kan behandles med en fæcestransplantation.

- Sygdommen kan måske også behandles ved, at vagusnerven klippes over, en nerve der går direkte fra hjernen til tarmen, lyder det fra Kübra og fortsætter:

- Der er ikke ret mange, som får Creutzfeldt-Jakob sygdom og der forskes meget lidt i sygdommen. Men vi tror, at en behandlingsmetode som denne vil kunne overføres til andre neurologiske sygdomme som fx Huntingtons, Parkinsons og Alzheimers.

Videre i konkurrence
Efter en fremlæggelse i klassen på Rybners Almene Gymnasium blev det besluttet, at gruppen med Katrine, Kübra og Jakub skulle sende deres projekt ind til Drughunter Dysten, en naturvidenskabelig konkurrence, hvor gymnasieelever udvikler nye og bedre lægemidler.

I dag er de tre elever i København, hvor de skal præsentere deres teori for blandt andet forskere fra Lundbeck, en global medicinalvirksomhed.

- Vi glæder os, helt klart. Men vi er da også lidt nervøse – det er rart at vores underviser er med og bakker os op, slutter Jakub.

FAKTA
Drughunter Dysten arrangeres af medicinalvirksomheden Lundbeck, og er en del af Forskningens Døgn.

Deltagerne dyster mod gymnasieelever fra hele landet i at udvikle nye og bedre lægemidler.

Der konkurreres i tre kategorier: Kemi, bioteknologi og biologi – Rybners-eleverne stiller op i biologi