Nyheder

Rybners åbner restaurant på Esbjerg Rock Festival

Omkring 35 – 40 fra lokal og regional presse samt samarbejdspartnere til Esbjerg Rock Festival mødte op for at høre om årets nyheder på Esbjerg Rock Festival, hvor Rybners Rock Restaurant er en af dem. Afdelingsleder for kokke- og tjeneruddannelsen, Jens Carlsen, fik mulighed for at præsentere grundene for, at Rybners ser det som en stor mulighed, at få lov til at deltage på festivalen.

pressemøde1.jpg
Pressemødet blev indledt med et glas champagne, som tjenerelever serverede. 

Eleverne serverer brunch, smørrebrød og en treretters aftenmenu til festivalen og laver alting fra bunden, som for eksempel at røge ising til smørrebrød med bakskuld. For dem er det en god mulighed for at prøve fagligheden og miljøet i et køkken af, når der – forhåbenligt - er rigtig travlt og for at få lov til at servere for betalende gæster. Et eventuelt overskud vil gå til eleverne – til en studietur, som kan gøre deres uddannelse mere spændende og lærerig.

Samtidig ser Rybners det som en kærkommen mulighed for at vise uddannelserne frem.

- Vi hører så meget om praktikpladser, men vi er i den situation her, at det ikke er praktikpladser vi mangler, men derimod elever til praktikpladserne, pointerede Jens Carlsen til pressemødet.

pressemøde2.jpg
Afdelingsleder Jens Carlsen fortæller. 

For at give gæsterne til pressemødet en lille forsmag på, hvad der kan være i vente, tilberedte og serverede kokke- og tjenerelever en buffet med lækkerier som forårsruller, muslinger, oksesteg, og chokoladesoufflé, naturligvis alt sammen lavet fra bunden.

Dem kunne de fordøje sammen med nyhederne fra Esbjerg Rock Festival. Carsten Agerbæk, en af hovedkræfterne bag festivalen afslørede blandt andet at The Sandmen bliver endnu et hovednavn til festivalen, samt at en ny bar vil blive Rock Feltet, en model af en borerig inde på festivalpladsen.

pressemøde4.jpg
Så er der serveret. 

FAKTA
Restauranten er godkendt af Horesta og kører med almindelige markedspriser, da de ikke må være konkurrenceforvridende.
Yderligere oplysninger:
Afdelingsleder for kokke- og tjeneruddanelsen Jens Carlsen, tlf. 79 13 45 60, mobil: 61 55 36 25, e-mail: jc@rybners.dk

pressemøde3.jpg
Pressemødets hovednavn var Carsten Agerbæk, som fortalte om nyhederne på den 25. udgave af Esbjerg Rock Festival. 

Læs mere om festivalen på dens hjemmeside >