Nyheder

Rybners vært for mesterskab i kreative opfindelser og forretningstalent

Eleverne fra de tekniske gymnasier (htx) og handelsgymnasierne (hhx) sprudler af gode idéer. Det beviser de hvert år ved eksamenen i teknologi og erhvervscase. Nu skal de allerdygtigste elever konkurrere ved DM i Teknologi og Erhvervscase om, hvem der på landsplan har udtænkt de mest innovative produkter og nytænkende forretningsplaner.

Unge fra hele landet er med ved de fem regionale mesterskaber, der finder sted den 5. september - blandt andet på Rybners Tekniske Gymnasium, hvor hold fra både det tekniske gymnasium og handelsgymnasiet skal deltage.

Erhvervsrettede gymnasieuddannelser
- De erhvervsgymnasiale uddannelser har nogle stærke erhvervsøkonomiske, digitale og tekniske profiler. Det illustrerer DM i Teknologi og Erhvervscase, hvor de unge får lejlighed til at koble teori med kreativ praksis og vise, hvad de virkelig kan, siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier.

På Rybners Tekniske Gymnasium glæder uddannelsesleder Michael Fallesen sig til at følge de dygtige elever i konkurrencen:

- DM i Teknologi og Erhvervscase er scenen, hvor eleverne fra erhvervsgymnasierne virkelig kan sætte teori i anvendelse. Sidste år vandt eleverne fra Rybners Tekniske Gymnasium DM i Teknologi med en high-tech skraldespand, udviklet til at mindske omfanget af rygskader blandt rengøringspersonale. Vi har derfor store forventninger til årets DM – ikke kun til vores egne elever, men til alle de deltagende elever.

I alt ti hold går videre fra de regionale mesterskaber til DM-finalen, der finder sted den 26. september 2018 på Børsen i København.

Dommerne ved DM i Teknologi og Erhvervscase er repræsentanter fra det private erhvervsliv i regionerne samt undervisere fra hhx og htx.

Læs mere om DM i Teknologi og Erhvervscase på www.deg.dk eller på konkurrencens Facebook-side her.

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier samarbejder tæt med Dansk Erhverv omkring afholdelsen af DM i Teknologi og Erhvervscase, og detailkæden NORMAL er case i hhx-elevernes opgave.

Vindere-web.jpgVindere-9.jpg

Sidste år gik holdet fra Rybners Tekniske Gymnasium hele vejen og vandt Dm i Teknologi. Her fortæller de undervisningsministeren om deres produkt og idé.