Nyheder

HHX-elever strategi-udvikler hotelrestaurant

Scandic-1-lille.jpg

Eleverne fra 1.H og 2.G på Rybners Handelsgymnasium afsluttede i sommer et længerevarende undervisningsforløb, der har taget udgangspunkt i faget afsætning og et samarbejde med hotellet i Strandbygade.

- Det er første gang, vi har forsøgt os med denne undervisningsform, hvor innovation er anvendt som redskab i faget afsætning til at løse en konkret og virkelighedsnær problemstilling fra erhvervslivet. Det er i høj grad gået op i en højere enhed. Både eleverne, Scandic og jeg er meget tilfredse med både forløbet og resultatet, konstaterer underviser i afsætning, Heidi Bisgaard Birkler.

Skab moments
Arbejdet med Scandic-casen indebar en innovationsdag, et besøg på hotellet, hvor ideerne blev fremlagt for hoteldirektør Ricco Alvarez og efterfølgende lektioner i afsætning. Udfordringen lød: find forslag til, hvordan restauranten kan udnyttes bedre.

Holdet, der blev kåret som vinder, arbejdede ud fra et strategisk fokus på at skabe ”moments” ved hjælp af eksempelvis et guitarindslag, en overraskelsesdessert eller ”spis sammen med kokken”. Men andre gode forslag blev også fundet, såsom temaaftener, musikarrangementer med upcoming kunstnere og øget familiefokus.

- Vi startede så småt samarbejdet med skolen sidste år, og i år er det blevet mere konkret. Jeg synes, det er en imponerende måde, eleverne arbejder på, og processen har ansporet os til selv at gennemgå noget lignende, beretter Ricco Alvarez og fastslår: - Det er jo altid godt at få nye tanker. Så også på den led kan forløbet anbefales.

Se en film med stemningsbilleder fra forløbet her: https://www.youtube.com/watch?v=5_VO6jI8EO8

Scandic-2-lille.jpg
Alle eleverne fra 1H tilbragte innovationsdagen på ErhvervsakademietsInnovatorium - et sted, hvor ideer omsættes til konkrete løsninger. Her lærte de blandt andet om idégenerering og værditillæggelse
Scandic-4-lille.jpg
Scandic-5-lille.jpg