Nyheder

Spansk hold på genvisit dumpede lige ned i julehyggen

De dumpede lige ned i julehyggen, de spanske elever og deres lærere, da de fredag formiddag blev inviteret til at deltage i Rybners Gymnasiums store juleklippedag i aulaen.

Til lyden af dansk julemusik og en for dem ukendt smag af pebernødder producerede de flittigt julehjerter og musetrapper sammen med en stor del af gymnasiets 1300 elever. Den store aula bærer nu kraftigt præg af, at vi er midt i den søde juletid.

For veninderne Cristina Morcillo og Maria Gutierrez er opholdet i Danmark en spændende oplevelse. Lige som resten af spanierne synes de, danskerne er stille og afslappede – og ikke mindst meget organiserede. Det understøttes af de danske elevers oplevelse af, at spanierne hele tiden ændrede planer, da de stod for programmet.

- Gymnasiet er meget stort og moderne. Og så har vi stort set ingen computere hos os, men her bruger man nærmest ikke andet, bemærker Maria Gutierrez i en pause fra juleklipperiet.

Cristina Morcillo har bidt mærke i de sjove måltidssammensætninger , men hun synes, at maden smager godt og helt sikkert bedre end den engelsk mad, de blev udsat for, da de besøgte et gymnasium i England.

DSC_0356.jpg (1)
Cristina Morcillo(t.v.) og Maria Gutierrez.

Plads til udflugter og julefrokost
Det spanske gymnasium, som ligger i byen Las Rozas lidt udenfor Madrid, er to-sproget og har mange udvekslinger. Udvekslingsaftalen med Rybners startede sidste år og er blevet en fast aftale mellem de to gymnasier.

- På Rybners har alle elever, som har spansk på 2. årgang af stx og hhx, mulighed for at søge om at komme med. De 20 ansøgere, der vurderes bedst at kunne klare at undvære undervisning i de to uger, vi er væk, bliver prioriteret. I den anden uge er vi på sprogskole på universitetet Salamanca, og også her bliver eleverne sprogligt og kulturelt udfordret med privat indkvartering, oplyser underviser Anne Christiansen.

Sammen med underviser Henrik Gaardboe har hun sammensat det program, som den spansk-danske gruppe skal igennem. Det byder blandt andet på en tur til Ribe og tur til Fanø. 

Indkvarteringen foregår ligesom i Spanien privat. Cristina Morcillo og Maria Gutierrez bor således hjemme hos henholdsvis Maria Hedberg og Trine Telford. De er med til såvel undervisning som fritidsaktiviteter.

- Vi skal ud og bowle, skøjte og besøge fiskerimuseet, fortæller Maria Hedberg. Andre har været med til pokalkamp på Blue Water Arena, familiekomsammen og så videre.

Mandag eftermiddag slutter besøget med en traditionel, dansk julefrokost, inden gæsterne tirsdag returnerer sydpå.

DSC_0360.jpg (1)
- Vi nyder at være her, siger Cristina Morcillo(t.v.) og Maria Gutierrez, der bor hos Maria
Hedberg og Trine Telford.