Nyheder

Gymnasieelever forbereder særlig sanseoplevelse til Vadehavsfestivalen

Forberedelserne er i fuld gang: Facebook-begivenhedsgruppen ”Tidevandsgruppen” er i gang med at promovere og lave rutevejledning, ”Naturpatruljen” har lavet en invitation til forældrene, og ”Vandmændene” er i gang med at forberede en præsentation til morgensamling. Naturvidenskabsgruppen har fundet facts om alt fra Søren Jessens Sand til bunkers, klitter og marsk, mens sanggruppen har lavet hatte af tang, og dansegruppen øver på at få koreografien til at sidde lige i skabet. For blot at nævne nogle af gruppernes aktiviteter.

I alt 80 gymnasieelever er involveret i ”Spor i Marsken”, som projektet hedder. De fordeler sig på tre klasser: hhx-klassen 2H og stx-klasserne 2K og 2L, og dermed er projektet et af de første store tværgående projekter mellem de to gymnasier i Grådybparken: Rybners Alment Gymnasium(stx) og Rybners Handelsgymnasium(hhx).  

DSC_1153-lille.jpg

Råbekor og digte
De mange delelementer, som eleverne for tiden arbejder med, bliver samlet til én intens event, der indledes med en spændende lydkulisse og dernæst blandt andet byder på dans, sang, oplæsning af tekster og digte og intet mindre end et råbekor - en stemningsfuld oplevelse i bunkerstillingen nord for Fanø Bad, der varer omkring tre kvarter.

- Vi arbejder med alt fra naturtekster og formidling til musik, dans og promotion, fortæller dansk-underviser Inger Karlsmose. 

Det var da hun under Vadehavsfestivalen for fire år siden så en gruppe dansere optræde på Sædding Strand, at hun blev inspireret til det tværfaglige projekt, og med støttemidler fra Vadehavskulturaftalen lader det sig nu realisere.

Især for hhx-elevernes vedkommende er fokus meget på promotion - et emne, der indgår i faget afsætning.

- Vi koncentrerer os primært om on-line promotion via medier som Facebook og Instagram, hvilket godt kan være lidt af en udfordring, da emnet ikke er omtalt i teoribøgerne, oplyser underviser Heidi Birkler.

Spor-lille.jpg

Bootcamp og kunstnerhjælp
De fire undervisere, som er tilknyttet ”Spor i Marsken”, har allieret sig med den selvstændige kunstner Tine Kortermand, der er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og til daglig arbejder med en blanding af performance, musik og videoinstallationer.

- Vi startede på planlægningen for omkring et år siden. Der er meget at holde styr på med så mange forskellige grupper, men eleverne tager godt imod udfordringerne, vurderer Tine Kortermand.

Hun var også med, da hele holdet for nylig - i silende regn - drog på bootcamp i feriekolonien i Sønderho. Her blev de dog hurtigt kickstartet af naturvejleder Marco Brodde og det oplæg, han præsenterede. Delt ud i grupper løste gymnasieeleverne herefter forskellige opgaver opdelt i fire temaer: marsk, klit, tidevand og strand.

- Eleverne fik blandt andet til opgave at sidde musestille i naturen og sanse i et kvarter. En øvelse, der viste sig ikke at være så enkel endda. Andre var tidligt oppe og se solopgangen, og alt i alt resulterede bootcampen i både naturoplevelser og et sammenhold, som har haft stor betydning for det videre arbejde med ”Spor i marsken”, beretter Inger Karlsmose.

DSC_1156-lille.jpg
Halvdelen af 2K har musik som studieretningsfag. Hele 2L og den anden del af 2K har naturgeografi som obligatorisk fag. Alle deres forskellige kompetencer kommer i spil i projekt ”Spor i Marsken”.

Fakta:
”Spor i Marsken” er med i det officielle program for Vadehavsfestivalen 2014. Eventen kan opleves søndag den 7. september kl. 15 på Fanø - nærmere betegnet ved bunkerstillingen nord for Fanø Bad/for enden af Golfvej ved Rindby. Der er gratis adgang.

”Spor i Marsken” har søgt og fået støtte fra Kulturregion Vadehavet. Derudover hjælper FanøFærgen, Fanø Kommune, Victorias Palace, TV Fanø, Fanø Ugeblad, naturvejleder Marco Brodde, Danibo og Kulturelt Samråd.

Læs mere om projektet på Facebook:  ”Spor i Marsken – begivenhed”og ”Spor i Marsken – den offentlige gruppe” og tjek Instagram: #Spor i marsken.
DSC_1152-lille.jpg