Nyheder

Stephanie er havnet på rette hylde

Stephanie Andreasen er lige fyldt 17 år. I sin fritid spiller hun volleyball på tiende år, og ellers går hun på Rybners Tekniske Skole, hvor hun er i gang med at uddanne sig til elektriker. Nogen vil måske mene at det er en lidt atypisk uddannelse for en pige, men for Stephanie var det et naturligt valg.

Erhvervsuddannelse var det rigtige
- Jeg har altid vidst at jeg ville tage en erhvervsuddannelse. Min far er VVS’er og min søster er inden for landbruget, så det ligger måske til familien, at vi gerne vil bruge vores hænder. Og så interesserer jeg mig for elektronik, så elektrikerfaget faldt mig derfor ganske naturligt, forklarer Stephanie.

Stephanie Andreasen lille.jpg

I øjeblikket er Stephanie i praktik hos teknik- og servicevirksomheden Lindpro i Esbjerg. Den 19. januar 2016 skal hun tilbage og have undervisning på teknisk skole i 23 uger før hun atter kan vende tilbage og rode med værktøj og ledninger på sin læreplads. Selvom det har overasket Stephanie, hvor hårdt fysisk elektrikerfaget kan være, så er Stephanie glad for at få lov til at snuse til fremtiden som uddannet elektriker.

- Man står meget med armene over hovedet i akavede positioner og arbejder, og det kan være hårdt, men hvor er det sjovt at få lov til at komme med ud og bruge sine hænder og lave noget! Jeg er slet ikke i tvivl om, at det her er det rette for mig, lyder det sikkert fra Stephanie.

Elektriker med studenterhue
Stephanie har valgt at tage elektrikeruddannelsen på EUX-niveau, hvilket betyder at Stephanie ud over sin erhvervsuddannelse også får en gymnasial eksamen. Hun har derved mulighed for at læse videre og stå stærkt på en eventuel videregående uddannelse.

- Man hører tit andre unge snakke om, hvor skoletrætte de er, men det tror jeg ikke at jeg bliver. På en erhvervsuddannelse veksler vi mellem skole og praktik og dét kan jeg rigtig godt lide. Om jeg læser videre ved jeg ikke endnu, men jeg er glad for at jeg har muligheden.

Ene pige
Måske er det alligevel lidt atypisk, at en pige vælger at uddanne sig til elektriker – der er i hvert fald ikke ret mange af dem i Stephanies klasse på teknisk skole, hvor hun er den eneste pige blandt 17 drenge. Hos Lindpro i Esbjerg er hun den eneste og første kvindelige lærling. Men at navigere rundt på en mandsdomineret arbejdsplads påvirker ikke Stephanie:

- Der kan selvfølgelig godt gå lidt drengerøv i den, men det kan jeg godt tackle, siger Stephanie og understreger, at hun ikke har følt sig anderledes behandlet fordi hun er en pige.

- Mine kolleger kan godt drille mig lidt med min højde, men den kan jeg jo ikke gøre meget ved. Havde jeg været en dreng er det jo ikke sikkert, at jeg havde været meget højere, griner Stephanie.

Tilfreds læreplads
- Jeg ved ikke om man kan sige, at det skyldes et kvindeligt touch, men hun får i hvert fald løst sine opgaver ordentligt og meget grundigt og hun er god til at følge instruktioner. Stephanie har imponeret mange af vores folk, og montørerne spørger specifikt efter hende fordi hun er dygtig til sit arbejde, siger Lars Küster, servicechef hos Lindpro, og fortsætter:

- Man må sige, at Stephanie er en rigtig god repræsentant for kvindekønnet i elektrikerfaget – dem kunne vi da godt bruge nogle flere af.