Nyheder

Studiepraktik giver afklaring

I uge 43 var en stor del af eleverne på Rybners Gymnasium i studiepraktik. I løbet af tre dage fik de lov til at afprøve en uddannelse, og opleve studiemiljøet på en videregående uddannelse.

2.jpg

Camilla Marie Larsen, 3b – Rybners Tekniske Gymnasium:

Hvor var du i studiepraktik?
Geoscience på Aarhus Universitet.

Hvorfor valgte du netop dette studie?
Jeg vidste ikke om en universitetsuddannelse var noget for mig, så jeg tænkte at studiepraktik var en oplagt mulighed for at prøve det af. Jeg valgte geoscience fordi det lød mest spændende.

Hvad var den største øjenåbner?
For mig var et helt klart at få indblik i, hvordan tingene foregår på universitet. Det er jo noget helt andet end at gå på htx – det er en hel anden verden! Og så var jeg glad for at opdage, at en universitetsuddannelse ikke kun er tavleundervisning. Vi var bl.a. på felttur på Fur, hvor vi ledte efter fossiler – og det var altså fedt, at komme ud og bruge den viden vi lige havde fået.  

Er du efter din studiepraktik, blevet klogere på valg af uddannelse?
Helt klart. Men jeg kommer ikke til at søge ind på geoscience efter gymnasiet. I løbet af praktikken blev jeg klar over, hvor meget jeg egentlig brænder for faget kemi – og det var der simpelthen ikke nok af på geoscience. Min studiepraktik er nu ikke spildt alligevel, for jeg er glad for at jeg har fundet ud af i hvilken retning jeg i stedet skal gå uddannelsesmæssigt.

 

3.jpg

Maria Lopez Peytz, 3d – Rybners Handelsgymnasium:

Hvor var du i studiepraktik?
International virksomhedskommunikation i spansk på Aalborg Universitet.

Hvorfor valgte du netop dette studie?
Jeg elsker det spanske sprog og vil gerne bruge det i et fag, der er rettet mod handel. Jeg har længe tænkt, at jeg ville læse international virksomhedskommunikation, men det er jo en stor beslutning at vælge uddannelse, så jeg ville gerne være helt sikker.  

Hvad var den største øjenåbner?
Det var at opleve, at studiepraktikken levede op til de tanker jeg havde om valg af uddannelse. Og så var det en mega fed oplevelse, at deltage i undervisningen sammen med de ”rigtige” studerende på universitet og opdage, at en grammatiktime kunne være sjov.

Er du efter din studiepraktik, blevet klogere på valg af uddannelse?
Jeg skal helt sikkert læse international virksomhedskommunikation i spansk, men bare ikke lige i Aalborg, jeg vil hellere læse i København.

 

1.jpg

Nicolai Andersen, 3l – Rybners Almene Gymnasium:

Hvor var du i studiepraktik?
Psykologi på Aalborg Universitet.

Hvorfor valgte du netop dette studie?
Jeg har psykologi som valgfag og synes det er et interessant fag. Det er spændende at finde ud af, hvordan mennesker fungerer og hvorfor de gør, som de gør.

Hvad var den største øjenåbner?
Det var at opdage hvor stor forskel, der er på gymnasiet og universitetet. På gymnasiet er der lidt tendens til, at vi skal lære en bestemt mængde stof udenad. På universitetet handlede det mere om, at vi skulle danne vores egen mening på baggrund af stoffet.

Er du efter din studiepraktik, blevet klogere på valg af uddannelse?
Selvom jeg synes psykologi er et rigtig spændende fag, så har jeg ikke tænkt mig at søge ind når jeg bliver student. Det var ikke mig alligevel. Men jeg har fundet ud af, at det helt sikkert er et humanistisk eller samfundsfagligt fag jeg engang skal læse.