Nyheder

Htx-elever dimitteret fra talentakademi

IMG_1681_ Rybners Tekniske Gymnasium-lille.jpg

Akademiet for Talentfulde Unge er et ekstra tilbud til de gymnasieelever, som gerne vil lære mere i fællesskab med andre vidensentusiaster.

Fra Rybners Tekniske Gymnasium er Johan Løbner, Christoffer Skjønneman og Mie Sørensen dimitteret.

Sammen med andre fagligt dygtige elever fra gymnasierne i Region Syddanmark har de gennemført et to-årigt talentforløb med blandt andet forelæsninger, virksomhedsbesøg, sommerlejr og faglige workshops inden for både naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske fagområder.

- Vi har været af sted til en aktivitet ca. en gang i måneden - ofte på et af gymnasierne eller Syddansk Universitet i Odense. Det har været rigtig sjovt at møde andre unge, som har en helt anden viden og tilgang til tingene end en selv. Vi har næsten altid sluttet af med en god diskussion, beretter Christoffer, der ligesom klassekammeraten fra 3.b, Mie, og Johan fra 3.a er blevet udvalgt af lærerne til at gå på akademiet.

Forløbet er møntet på at inspirere og udfordre de deltagende elever fagligt, samt at forberede dem på en akademisk karriere.

- Man bliver dannet af det. Og så har det sat tanker i gang med hensyn til videreuddannelse, vurderer Christoffer, der følger studieretningen kemi/biologi/matematik på htx-gymnasiet.

- Det er glædeligt for vores talenter, at vi kan tilbyde dem ekstra udfordringer, som hjælper dem til at vokse endnu mere fagligt såvel som menneskeligt, fastslår rektor Lars Andersen.

På alle tre Rybners Gymnasier kører der løbende eksterne og interne talentforløb for de elever, der kan og vil mere. 

Untitled-1-lille.jpg 
Ved dimissionen fik eleverne overrakt diplomer af en repræsentant fra deres eget gymnasium. De tre elever fra Rybners fik således overrakt deres diplomer af rektor Lars Andersen. Fra venstre er det talentkoordinator og underviser på Rybners, Renate Schröder-Petersen, Christoffer Skjønneman, Johan Løbner, Mie Sørensen og Lars Andersen.