Nyheder

Troels fandt den rette hylde via AspIT-uddannelsen

Han er lynende intelligent. Til gengæld mangler han nogle af de sociale kompetencer, som vi andre er udstyret med. Troels Færgen-Bakmar har diagnosen Aspergers Syndrom og var som følge deraf en kort overgang endt i et tomrum, hvor han ikke lavede noget. Bag sig havde han en bachelorgrad i matematik, men da han skiftede til ingeniøruddannelsen, droppede han ud.

Troels’ mor fik dog hurtigt sat en stopper for hans lediggang. Hun hørte om AspIT-uddannelsen, og en sagsbehandler ved Varde Kommune, hvor Troels bor, fik det arrangeret, så han kunne begynde på AspIT-uddannelsen på Rybners i Esbjerg. Uddannelsen har ført til først en elevplads og siden en fastansættelse ved LICengineering i Esbjerg.

80 procent videre
Jane Tholle, som er uddannelsesleder på AspIT-uddannelsen, fortæller, at historien på en gang er typisk og atypisk for de unge, som går på uddannelsen. Fælles for dem er, at de får en fod ind på arbejdsmarkedet og oplever, hvordan de kan bidrage med noget. 80 procent får efterfølgende fastansættelse eller læser videre på en ordinær uddannelse.

- Det er et højt tal, da mange af de unge ellers ikke ville tage en uddannelse eller få fodfæste på arbejdsmarkedet, siger Jane Tholle, som roser de unge, men i høj grad også de virksomheder, som tager en elev fra AspIT-uddannelsen.

Det rigtige match
En af de virksomheder er LICengineering. Morten Christensen, afdelingsleder og Ken Jensen, it-chef sagde ja til, at de måske godt kunne bruge en elev, hvis skolen fandt den rette kandidat. Det blev Troels Færgen-Bakmar.

- De har været rigtigt dygtige til at lave det rigtige match. Og siden til at holde høje øje med, hvordan han havde det både fagligt og socialt, fortæller it-chef Ken Jensen.

web troels.jpg
Troels Færgen-Bakmar, yderst til venstre, er faldet godt til i LICengineering, som holder til i en tidligere kirke i Esbjerg. Her står han sammen med afdelingsleder Morten Christensen, ingeniør Casper Helsinhoff og afdelingsleder Ken Jensen. 

Troels Færgen-Bakmar har ikke alene udfyldt sin plads som elev, men han har taget andre og mere komplicerede opgaver, end de havde regnet med og planlagt, da de ansatte ham som elev.

- Han skulle hjælpe med servere etcetera – alt hvad der hører til en it-afdeling. Men så så vi, at det var bedre at lade ham specialisere sig i et bestemt program. AspIT-uddannelsen var god til at høre vores behov og rette til, og Troels har været god til at sætte sig ind i nye ting, fortæller IT-chefen.

Har fået ansvar
I august sidste år blev Troels Færgen-Bakmar færdig som elev og ansat som it-medarbejder ved virksomheden. Han har nu ansvaret for den tekniske udvikling af intranettet for hele virksomheden, som også har afdelinger i Hellerup, Svendborg og Storbritannien. Desuden arbejder han med programmer, som virksomheden selv har udviklet.

- Jeg kunne godt lide at komme ud og arbejde, og jeg syntes, det var overraskende let at komme ind i det. Jeg kunne glide lidt ind, fortæller Troels Færgen-Bakmar.

Han har dog også skullet vænne sig til, at han ikke længere kunne skjule sig på skolebænken.

- Specifikt har jeg fået lov til at stå for nogle ting. Det kan være lidt skræmmende at have det ansvar. Det, man laver, er det, der bliver brugt. Man sidder ikke bare helt pakket ind, som på en uddannelse, og når man ødelægger tingene, falder det også tilbage på en, siger Troels Færgen-Bakmar, som dog har fået god opbakning, også hvis han har lavet en fejl.

Hos LICengineering har cheferne ikke opfattet det som et problem, at han har en Aspergers-diagnose.

- Vi er alle sammen lidt nørdede hernede. Vi er ikke så stive, siger Ken Jensen med et smil.

FAKTA
AspIT er en it-uddannelse for mennesker med en diagnose inden for autismespektret – ofte Aspergers Syndrom. Den er tilrettelagt, så den udnytter elevernes kompetencer bedst muligt. Uddannelsen er skarpt rettet mod erhvervslivet og praktik indgår som en stor del af uddannelsen. For langt de fleste fører praktikpladsen til en fastansættelse efter endt uddannelse.