Nyheder

Handelsskoleelever driver engrosvirksomheder

De begyndte på deres uddannelse på Rybners Handelsskole i august. To uger efter fik de til opgave i grupper at opbygge en virtuel engrosvirksomhed. Onsdag kunne de vise resultaterne fra de 16 forskellige virksomheder frem i aulaen på skolen, hvor man kunne se udstillinger med elevationssenge, designlamper, havemøbler samt øl, vin og vand og meget andet. Men det er ikke så meget produkterne som hele processen, der betyder noget, fortæller en af deres lærere Hanne Iversen.

- Hele tanken er det med at prøve teorien i praksis, siger læreren, som er imponeret og stolt over, hvor meget eleverne har nået og lært.

En stor mundfuld
For eleverne har projektet forvandlet sig fra at virke noget uoverskueligt og til en opgave, som de har lært meget af.

- Det var en stor mundfuld, siger Lise Jensen, som sammen med Louise Davidsen, Pernille Kristiansen og Anne Jensen står bag virksomheden Liv & Stil indretning A/S.

- Det har været rigtig godt, tilføjer Pernille Kristiansen.

- Vi får det ind under huden på en helt anden måde, end hvis der står en lærer og snakker og fortæller. Her har vi fingrene i det.

engros1.jpg
Fra venstre Pernille Kristiansen, Louise Davidsen og Lise Jensen med virksomheden Liv & Stil indretning A/S. 

 

Forståelse for fagene
Elevernes virksomheder indgår i et virtuelt handelsnetværk med skoler fra hele landet. Virksomheder fra hele landet kan dermed handle med hinanden. Derfor virker det, som om virksomhederne er virkelige, og eleverne skal opbygge varelager, bestille møbler hjem til deres egne kontorer, udregne avance, beregne moms og så videre.

- Det eneste de ikke har fat i er varerne, ligesom det sker i mange virksomheder, forklarer underviser Hanne Iversen.

engros2.jpg
Designlamper fra Nomi Design drevet af eleverne Stig Søtrup, Tine Juhl, Aga Pedersen og Nomi Petersen. 

Ved siden af opbygningen af forretningen har eleverne haft de normale fag på handelsskolens grundforløb, og samspillet mellem teorien har givet eleverne en anden forståelse, fortæller en af eleverne, Stig Søtrup, som sammen med Tine Juhl, Aga Pedersen og Nomi Petersen står bag Nomi Design, der handler med designlamper.

- Det har været rigtig spændende. Det giver en god forståelse for, hvordan man skal bruge de fag, vi har på skolen, og hvad det vil sige at have en virksomhed, forklarer Stig Søtrup.

engros3.jpg
Sofia Ciarcinski, Lucinda Nielsen, Mette Holm og Anne Nielsen med firmaet HGN. 

 

Anne Nielsen, som sammen med Sofia Ciarcinski, Lucinda Nielsen og Mette Holm, står bag møbel og boligforretningen HGN, mener, at den måde at arbejde på har givet et andet indblik i, hvordan de teoretiske fag spiller sammen.

- Det er fedt, at alle fag går ind over det. Man kan se, hvad fagene skal bruge til og forstå sammenhængen i dem, siger hun.

I løbet af det næste halve år skal eleverne udbygge deres markeder ved eksempelvis at åbne op over for udlandet, som også er med i det virtuelle handelsnetværk, arbejde med e-handel og på andre måde inddrage flere faglige ting og begreber i deres virksomheder.