Nyheder

Unge får mere respekt og ansvar i Danmark

Det kan Leiticia Packer Hoff fra Brasilien, Andris Daubergs fra Letland og Charlie Hole fra Australien skrive under på. De følger alle et skoleår på Rybners Gymnasium i Grådybparken og har allerede rygsækken fuld af oplevelser, der vil få kammeraterne derhjemme til at løfte et øjenbryn eller to.

- Her er meget koldere, end jeg er vant til, konstaterer Charlie, der har været her siden januar, fordi et skoleår i Australien går fra januar til januar. Down under går han på en privatskole i bydelen Manley i Sydney.

- På skolen derhjemme skal vi bære uniformer - også til sport, og vi skal sige sir og miss til lærerne. Det var også underligt for mig at opleve, at alle drengene bader sammen efter idræt. Det gør vi ikke. Vi klæder bare om. Generelt kan man sige, at tonen er meget mere afslappet her. Men til gengæld får man som ung mere ansvar her, hvorimod vi i Australien i højere grad stadig bliver betragtet som børn og dermed også bliver beskyttet mere, fortæller Charlie, der ikke er i tvivl om, hvilken model han foretrækker:

- Det er klart bedre her. Man bliver behandlet med respekt og føler sig fri.

Den var ikke gået derhjemme
Andris Daubergs fra Letland, der går i 2.g og bor hos en værtsfamilie i Esbjerg midtby, er helt enig, og selv om han kun var været her i halvanden måned, har han flere gange haft svært ved at tro sine egne øjne og ører: 

- For mig er det vildt, at vi gerne må bruge bærbare computere i undervisningen og at der tilmed ikke er noget filter på skolens internet. En dag skulle vi som en del af læringen om at analysere blod tage en blodprøve på os selv i timen. Det havde vi bare aldrig fået lov til derhjemme. Så er der hele omgangen med alkohol. I undervisningen lærer vi om at fremstille øl! Det var aldrig sket, der hvor jeg kommer fra. Uden for skoletid går flere af mine klassekammerater på almindelige barer. Helt utænkeligt i Riga, hvor jeg bor.

Jeg vil sige, at det her er Paradis, sammenfatter han.

Ikke alle sammenligninger falder dog ud til Rybners fordel:

- Her er ikke så meget ude-liv og faktisk ingen udendørs ”chil-spots”, ligesom der er på mit gymnasium i Riga. 

Du udvikler dig meget
Hverken Charlie eller Andris lægger skjul på, at det indimellem er svært at følge med i undervisningen, når den foregår på et sprog man stort set ikke forstår. Lettest har de derfor ved at følge med i spansk, engelsk og matematik.

De understreger begge, at de ikke er her for at holde ferie. De går efter et både fagligt og personligt udbytte.

- Du udvikler dig meget som udvekslingsstudent, og du lærer at klare dig selv. Men du har selvfølgelig også hjemve indimellem, forklarer Charlie.

Den første uge i Danmark mødtes både han og Andris med en stor gruppe andre udvekslingsstudenter. Det gav dem en god start på udvekslingsopholdet og kontakter over hele verden, som de ser frem til at holde ved lige i fremtiden.

DSC_0005-lille.jpg 
Såvel australske Charlie (t.v.) som lettiske Andris er meget tilfredse med at have valgt Danmark
som destination for deres udvekslingsår.