Nyheder

Unik model bag værkstedsskole i Esbjerg

For første gang udlægger Fredericia Maskinmesterskole en del af maskinmesteruddannelsen til en anden skole, når Teknisk Skole Esbjerg kommer til at stå for den praktiske del af værkstedsskoleforløbet. Det sker i tillid til, at Teknisk Skole Esbjerg kan leve op til ansvaret, oplyser administrationschef Jens Færgemand fra Fredericia Maskinmesterskole.

Allerede samarbejde
De to skoler har allerede et velfungerende samarbejde om udveksling af maskinmesterstuderende og skibsmontørelever i undervisningsforløb.

- Det er en del af vores værdier, at vi ikke går på kompromis med kvalitet og faglighed. På baggrund af det allerede eksisterende samarbejde, er vi derfor heller ikke i tvivl om, at Teknisk Skole Esbjerg kan levere den kvalitet og faglighed der skal til, siger han.

De to skoler har tidligere arbejdet på at få værkstedsskoleforløbet til Esbjerg. At det nu er lykkedes er derfor en ekstra gevinst ved det tætte samarbejde.

På Teknisk Skole Esbjerg sætter afdelingschef Poul-Arne Callesen stor pris på, at Værkstedsskolen rykker ind.

- Det er en rigtig god idé, for vi har udstyret, og vi har lærerne, og der er ingen grund til at etablere nye værksteder og ansætte nye. Desuden er det godt med et link mellem de to skoler, der gør at de er tæt på os og omvendt, siger Poul-Arne Callesen.

Bedre kendskab til uddannelsen
Han mener, at både de elever, som tager en erhvervsuddannelse på teknisk skole, og eleverne på Teknisk Gymnasium vil få et bedre kendskab til maskinmesteruddannelsen. Værkstedsskoleforløbet er obligatorisk for unge med en studentereksamen.

- Vi får en god indgangsvinkel til at informere om, at maskinmesteruddannelsen er en rigtig god vej ud i en branche, der ikke kan få højtuddannede nok. Nu er der en ny kilde i Esbjerg, der kan bidrage til on-/offshoreindustriens glubende appetit, og det bliver vi en del af, pointerer Poul-Arne Callesen, som sætter stor pris på, at skolen får endnu en vinkel til at kunne afhjælpe den store mangel på arbejdskraft i on-/offshoreindustrien.

For øjeblikket arbejder Teknisk Skole Esbjerg på højtryk for at danne de rigtige rammer for uddannelsen. Der kan blive op til to hold a 16 elever på værkstedsskoleforløbet i Esbjerg i 2014.

FAKTA
Læs mere og tilmeld dig værkstedsskolen på www.fms.dk

Værkstedsskoleforløbet er obligatorisk for ansøgere til maskinmesterskolen, med en gymnasial uddannelse og uden en erhvervsuddannelse. Værkstedsskoleforløbet varer ni måneder, som efterfølges af ni måneders praktik.

I december besluttede daværende uddannelsesminister Morten Østergaard, at give Fredericia Maskinmesterskole godkendelse til dublering af maskinmesteruddannelsen i Esbjerg. Dele af værkstedsskoleforløbet har Fredericia Maskinmesterskole valgt at udlægge til Teknisk Skole Esbjerg.

Kontakt
Teknisk Skole Esbjerg, afdelingschef Poul-Arne Callesen, e-mail: pahc@eucvest.dk, mobil: 23 25 47 35

Fredericia Maskinmesterskole, administrationschef Jens Færgemand, e-mail: jfm@fms.dk, mobil: 23 23 51 19