Nyheder

Vejen til en uddannelse som energiingeniør begyndte på Teknisk Skole

Efter seks år som murer begyndte Steffen Jakobsen at få ondt i skulderen. Derfor kom han til at tænke på, at han måske skulle tage en videregående uddannelse i stedet for at arbejde som murer resten af sit liv. 

web videreuddannelse.jpg
Jakob Andersen, th, og Steffen Jakobsen har erstattet biler og murerske med matematiske formler og opgaver på energiingeniøruddannelsen. 

For mekaniker Jakob Andersen satte en diskosprolaps en stopper for en karriere i bilbranchen, hvor han ellers var begyndt på en uddannelse til teknisk rådgiver. Planen var, at han skulle være værkfører og senere markemarketingchef. Han troede ikke han kunne læse videre på baggrund af sin mekanikeruddannelse og blev overrasket, da han tilfældigvis hørte i radioen, at han med et adgangskursus på Aalborg Universitet kunne læse videre til ingeniør.

Brug for luftforandring og ansvar
Selv om de ikke skulle arbejde med biler eller svinge murerskeer resten af livet, er både Jakob og Steffen er glade for, at de har taget en håndværkeruddannelse. At sidde stille på en skolebænk var ikke noget for dem, da de forlod folkeskolen. De havde brug for luftforandring og for at lave noget praktisk.

- Det der med, at man brød fra det miljø man var i, betød meget. Vi fik ansvar og fik lov til at lave noget som lærlinge derude. Det gjorde en kæmpeforskel. Jeg er glad for, at jeg blev mekaniker, og hvis jeg ikke havde fået en diskosprolaps, havde jeg stræbt efter at blive værkfører.

Også Steffen er glad for sin mureruddannelse.

- Det var en fed uddannelse. Det var det jeg havde brug for – at få noget luft og brænde noget energi af. Jeg havde altid sagt, at jeg skulle være håndværker. Det var først senere, jeg kom i tanke om, at jeg ville læse videre, fortæller Steffen.

Praktisk håndelag
Begge kan mærke at de stadig kan bruge meget fra deres håndværkeruddannelser på mange andre måder. De har et andet tag på praktiske opgaver end deres studiekammerater med en studentereksamen. Og så har de kunnet spæde lidt til den SU, som var lidt hård at komme ned på efter mange års håndværkerløn.

- Det var hårdt, men ikke så hårdt, som jeg troede. Man har to måneders sommerferie, og der arbejder jeg som murer for mit gamle arbejde. Der tjener jeg gode penge, fortæller Steffen.

Til gengæld kan de godt mærke, at det ligger lettere for deres studiekammerater med en studentereksamen at skrive rapporter.

For at gå i gang med ingeniøruddannelsen har de gået på adgangskursus i halvandet år på Aalborg Universitet. I sommer gik de i gang med ingeniøruddannelsen og ved endnu ikke, om de tager uddannelsen til diplomingeniør på tre et halvt år, kandidatuddannelsen på fem år eller går hele vejen med en ph.d. For Jakob kan en ph.d. godt virke tillokkende, selv om han ser frem til den dag, hvor han kan tjene en ordentlig løn.

- Vi tager et semester af gangen, men jeg frygter lidt, at det ender med en ph.d. Ting er først sjove, når man kan få lov at nørde dem. Sådan var det også med bilerne, siger han.