Nyheder

Vindmøllebranchens folk udvekslede viden

Det nyeste udstyr inden for faldsikring, den nyeste viden om forholdene inden for vindmøllebranchen og nye kontakter. Det blev en udbytterig dag for de folk der onsdag den 23. april mødtes til Temadag for vindmøllebranchen på Rescue Center Denmark. I løbet af dagen blev de fremmødte præsenteret for oplæg af seks eksperter inden for hvert deres område af vindmølleindustrien - især i forhold til sikkerhed, hvordan man øger den, og hvad man gør, hvis der sker et uheld.

vindmølledag3 web.jpg
Jan Thorbiørn Madsen fra Vestas fortæller blandt andet, at GWO-standarderne både betyder større sikkerhed og store besparelser på Vestas. 

Status for GWO-standarderne og erfaringerne med dem, ny EN-standard for udstyr, trends inden for branchen, hængetraumer og erfaringer fra offshorebranchen var nogle af de emner, som deltagerne fik at høre om. Blandt andre fra eksperter som formanden for GWO-komiteen, Claus Rose, direktør for Offshoreenergy, Morten Basse og overlæge Finn Quebec Madsen fra Åbenrå Sygehus.

Deltagerne tog godt i mod foredragene. Blandt andre Yvonne Kolster, som er træningsleder i Total Wind A/S fik noget ud af dagens oplæg.

- Det var meget spændende. Jeg sidder selv GWO til daglig, så noget af det vidste jeg i forvejen, men det var rart at få det opfrisket, fortæller hun.

Udstillinger
I pauserne var der rig mulighed for at udforske det nyeste udstyr til arbejdet i højder. Cresto AB, Skylotec GmbH, Scanlico Denmark A/S, Capital Safety Group EMEA, Procurator a/s, AP Services, Stennevad A/S og Zülau udstillede deres bedste udstyr, og deltagerne fik blandt andet mulighed for selv at prøve en hejs på Rescue Center Denmarks træningsområde. For Thomas Johansen, som er forholdvis ny instruktør på Martec i Frederikshavn, var det en kærkommen lejlighed til at snuse til branchen, møde andre fra branchen og studere det bedste udstyr.

- Det er spændende at høre, hvad der foregår og møde nogle folk i branchen. Jeg har kigget meget på udstillingen og snakket med nogle af leverandørerne. Det har også været interessant at høre om GWO, om hvor meget det dækker, og hvad visionen er, fortalte Thomas Johansen. 

vindmølledag web.jpg
De besøgende fik mulighed for at afprøve en hejs til både at hejse mandskab og udstyr op i højderne.

vindmølledag2 web.jpg
De besøgende kunne udforske al det nyeste udstyr på de mange udstillinger.