Nyheder

Kom/it-eleverne på htx bag engelsksproget webavis

Fordi Københavnerturen blev for dyr for flere af klassens elever, besluttede klassen i samråd med lærerne Jeanette Sønderby og Esben Øvland, at blive hjemme på gymnasiet og i stedet gennemføre et forløb, der dækker både it og engelsk, nemlig produktionen af en webavis på engelsk.

- Webavisen fortæller om, hvordan Esbjerg markedsfører sig som landets Energimetropol og hvad byen har at tilbyde især studerende og tilflyttere. Derudover giver artiklerne et indblik i nogle af byens offshore-virksomheder og belyser Esbjerg i et historisk perspektiv. Nogle af grupperne har arbejdet på at udvikle logo og templates, mens andre har ageret journalister, oplyser Jeanette Sønderby.

Forbilledet for ”redaktionen” har været magasinet New Scientist, og da eleverne fredag kl. 12 ramte deres deadline og velfortjent kunne sætte tænderne i en portion æbleskiver, var det ovenpå en stram tidsplan med løbende møder – præcis som det foregår på mange virkelige redaktioner.

- Der ligger mange SO-mål i projektet, og det kan nemt blive et af de projekter, eleverne vælger at hive frem, vurderer Jeanette Sønderby.

DSC_0453-lille.jpg

Folk laver virkelig noget
– Det er godt at komme lidt væk fra den vanlige skoletankegang, mener kom/it-eleven Rasmus Bertelsen, der regner med at ville på lærerseminariet for at uddanne sig til engelsklærer, når huen er i hus.

Han havde påtaget sig opgaven at besøge SE og efterfølgende skrive noget om det højteknologiske, energimæssigt selvforsynende domicil og desuden noget om SEs fortid og fremtid. Han er glad for at gå på den knap så hardcore naturvidenskabelige linje, kom/it.

Det samme er klassekammeraten Kenneth Christiansen, der interesserer sig meget for billeder og redigering og derfor primært beskæftigede sig med at kreere templates i Word – blandt andet forsiden, som indeholder tre hovedhistorier samt links til flere historier. 

- Folk laver virkelig noget. De er fokuserede og engagerede. Grupperne snakker sammen og laver aftaler, og fordi det er lærerne, som har sammensat grupperne, lærer man nogle af dem, man normalt ikke er i gruppe med, bedre at kende, lød hans vurdering af redaktionssamarbejdet, mens det var i gang.

DSC_0456-lille.jpg
Kenneth Christiansen(t.v.) og Rasmus Bertelsen synes begge, det er spændende og lærerigt
at samarbejde som en redaktion.