Nyheder

Offshoreindustrien trækker i de nyuddannede mekanikere

I autoværkstedet på Storstrømsvej står tolv lærlinge og arbejder koncentreret på mekaniske og elektroniske bildele, mens de jævnligt aflæser målinger på de tilkoblede bærbare. 

Holdet er i gang med de afsluttende svendeprøver på den tre et halvt år lange uddannelse til mekaniker.

- I dag gælder det en fast opgave, som de har seks timer til at løse, og om to dage skal de forsøge at løse en fejlretningsopgave. Derefter tager vi forskud på fejringen med lidt boblevand, fortæller faglærer, Henrik Purreskov.

Holdets alderspræsident, 31-årige Morten Hansen fra Esbjerg, er i gang med at udskifte toppakningen på en benzinmotor. Da han er færdig, kommer de to eksterne skuemestre hen og beser maskinen og stiller spørgsmål.

Både vind og olie rummer muligheder
- Jeg er i lære hos Bent Pedersen A/S, men i stedet for at blive der tror jeg gerne, jeg vil prøve at arbejde offshore, når uddannelsen er i hus. Det er ret almindeligt for mekanikere. Vi kan både gøre nytte på vindmøllerne og boreplatformene, typisk med fejlfinding på dieselmotorer og generatorer, beretter Morten, der - som han selv siger - ”altid har gået og rodet med biler”.

Han lægger ikke skjul på, at en startløn på 140 kr. i timen for en værkstedsmekaniker begrænser arbejdsglæden en hel del. Og det på trods af, at han har fået jobtilbud fra tre forskellige værksteder.

- Vores nyuddannede mekanikere er næsten garanteret arbejde. Der er mangel på både lærlinge og færdiguddannede mekanikere, men timelønnen er forblevet lav, bekræfter Henrik Purreskov.

Fredag bliver der holdt en festlig reception for de nyuddannede mekanikere sammen med underviserne og inviterede venner og familie. Efter taler, overrækkelse af gaver og eksamensbeviser samt kåring af ”Den bedste kammerat” fortsætter flere af de unge mekanikeresvende fejringen ude i byen.

IMG_1506-web.jpgIMG_1509-web.jpg
Auto-eleverne på Rybners kommer fra et stort geografisk område, der ca. dækker området Skærbæk - Varde - Vejen.

IMG_1486-web.jpg
Som en del af sin svendeprøve forklarer Morten Hansen skuemestrene om udskiftning af en toppakning.

 

IMG_1490-web.jpg