OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

STX-elever får større læselyst med nyt projekt

07.12.2023

På Rybners STX stiger læselysten med det nye initiativ, Lystlæsning. Her har eleverne fået tid i undervisningen til, at de kan læse, lige hvad de har lyst til. Det har haft en positiv effekt.

Her ses Matilde Holm Sørensen til venstre og Maria Hessellund Hygum til højre. Begge er elever fra STX, der har prøvet projektet Lystlæsning.Her ses Matilde Holm Sørensen til venstre og Maria Hessellund Hygum til højre. Begge er elever fra STX, der har prøvet projektet Lystlæsning.

- Når man har læst de 45 minutter i undervisningen, kan det være helt svært at lægge bogen fra sig, hvis man læser noget spændende, lyder det fra Matilde Holm Sørensen fra 2.U på STX, efter Lystlæsning er kommet på skoleskemaet.

Både Matilde Holm Sørensen og Maria Hessellund Hygum, der går i samme klasse på Rybners STX, er begejstret og har øget deres læselyst netop på grund af projektet.

Rektor på STX Niels Chrestensen Hviid fortæller om sine tanker bag projektet:

- Vi arbejder med Lystlæsning, fordi vi gerne vil skubbe på elevernes lyst til at læse. Undersøgelser viser, at mange børn læser, men i løbet af teenageårene læser unge mindre end tidligere. Det at finde eller genfinde læselysten kan give et rum til fordybelse, et afbræk fra alle kravene og en mulighed for at gøre noget anderledes for sig selv. At læsning så også påvirker evnen til at koncentrere sig, fordybe sig og udvikle sig er en god sidegevinst, lyder det fra rektoren.

Tiden i undervisningen har været afgørende

- Jeg har læst førhen, men så har der ikke været tid til det, fordi der er så meget andet, man læser i forhold til undervisning. Så det er rart, at det nu kommer ind i undervisningen, siger Maria.

Ifølge Matilde føler hun, at det er godt med afveksling:

- Det har været godt at få tid til at fordybe sig i det i 45 minutter, hvor du ikke skal andet end at læse. Det er virkelig et rart afbræk fra travlhed, lektier og afleveringer.

Begge elever har altså fundet motivationen, efter de har fået tid til at læse selvvalgte bøger i undervisningen. Der er ingen tvivl om, at læselysten er steget hos de to klassekammerater. Faktisk har de haft svært ved at slippe bøgerne igen:

- Når man er inde i historien – særligt hvis det er en meget spændende del – så vil man gerne læse mere, når man kommer hjem, siger Maria.

Matilde er enig med Maria og fortæller:

- Det har givet mig mod på at læse mere. Jeg kan mærke, at når jeg så endelig har tid derhjemme, så kan jeg sætte mig ned og læse. Det har været nemmere, når man er i gang med en bog. Det svære ved at læse en bog, det er jo at komme i gang.

Maria Hessellund Hygum 2.U, STX. Læser ”Hvor flodkrebsene synger” af Delia Owens.

- Jeg valgte bogen, fordi jeg har fået den anbefalet, og så ville jeg gerne læse bogen, før jeg så filmen, da den også er blevet filmatiseret. Og nu fik jeg chancen for at begynde på den, siger Maria.

Matilde Holm Sørensen, 2.U, STX. Læser ”Hvisken i vinden” af Francine Rivers.

- Jeg har læst en bog af samme forfatter, og så anbefalede min mor ”Hvisken i vinden”. Jeg var faktisk gået i gang med den, men så havde jeg ikke tiden til det, og jeg lagde den på hylden. Men nu fik jeg tid til at læse den, udtaler Matilde.

 

Nyhedsbrev

Få nyt om studielivet på vores ungdomsuddannelser og information om uddannelsesvalg.

Tilbage

keyboard_arrow_up