Nyheder

Rescue Center Denmark donerer ambulance til Ghana

150 ambulancer (hvoraf de fleste ikke er i stand til at køre) til at dække et område på cirka 240.000 kvadratkilometer og en befolkning på ca. 30 millioner. Sådan er hverdagen 7.200 kilometer fra Danmark i Ghana. Til sammenligning er der 60 ambulancer på gaden hver dag alene i Region Syddanmark, der dækker et areal på ca. 12.000 kvadratkilometer og dækker en befolkning på 1,2 millioner.

Derfor er Collins Woode fra organisationen ”Care For Aged Foundation” meget taknemlig for den ambulance – en Mercedes Sprinter 316 – som Rescue Center Denmark donerer til Ghana. Da ambulancen er afskrevet var det planlagt, at den skulle bruges i undervisningen i frigøring og dermed klippes i stykker under øvelser.

På studietur

Heldigvis fik underviser Henrik Jespersen og reddereleverne på hold 32 en anden ide.

- Fra Falck i Randers kender jeg et projekt i Nicaragua. Hold 32 vil gerne lave et lignende projekt i et andet land. Vi kom i kontakt med Collins Woode fra ”Care For Aged,” der arbejder med at forbedre ambulancetjenesten og ældreplejen i Ghana, og så kom ideen, fortæller Christian Thøger Jensen fra hold 32.

Men det er ikke kun en ambulance, der skal til Ghana. Hold 32 arbejder hårdt på at finde midler til en studietur til Ghana i september måned 2018.

- På vores studietur vil vi gerne gøre noget anderledes, og vi tror det vil være lærerigt at opleve et land, hvor der er helt andre forhold, end dem vi kender i Danmark, fortæller Kristian Blaabjerg Jensen, der også går på hold 32.

Hekselandsbyer

Og i Ghana er forholdene i ambulancetjenesten og ældreplejen helt anderledes end på vores nordlige breddegrader. Collins Wood fortæller, at de fleste ambulancer ikke er i stand til at køre, der er stor mangel på uddannet personale, og demens bliver ikke betragtet som en sygdom – Man er derimod blevet besat af en ond ånd og bliver transporteret til en såkaldt ”hekselandsby.”

- Du kan slet ikke forestille dig, hvordan det er. Derfor arbejder Care For Aged Foundation med at forbedre ældreplejen i Ghana, og vi har et tæt samarbejde med blandt andet FOA, SOSU Århus, SOSU Randers og Falck. En ambulance, der er topmoderne efter ghanesiske forhold, og et hold redderelever, der kommer for at undervise os, er en ufattelig stor hjælp, understreger Collins Woode.

Fakta:

Ambulancen bliver sendt med Skib til Ghana og er i Ghana i begyndelsen af det nye år.

Du kan læse mere om Care for Aged Foundation på www.aalf.info

Skulle du have lyst at donere en gave til hold 32 på redderelev-uddannelsen, så de kan komme på studietur til Ghana, er du velkommen til at kontakte Anna Margrethe Gad på Rescue Center Denmark.

IMG_2289.JPG

Ambulancen er fyldt med ekstraudstyr, som blot ikke anvendes i Danmark længere.

Men i Ghana er det topmoderne, siger Collins Woode.

 

IMG_2295.JPG

Redder-elev Christian Thøger Jensen t.v, redder-elev Kristian Blaabjerg Jensen og

underviser Henrik Jespersen ved ambulancen.

IMG_2301.JPG

Henrik Jespersen overrækker nøglen til Collins Woode, mens Richard fra Care for Aged

Foundation ser smilende til.