Nyheder

Snarlig student er glad for at være elitekunstelev

Maria Meldgaard fra 3b er en af dem, der dyrker sit kunstneriske talent sideløbende med studierne. Hun blev sidste år optaget på Billedkunstnerisk Grundkursus (BGK) på Esbjerg Kulturskole, og når studenterhuen inden længe er kommet i hus, drømmer hun om at blive optaget på et af landets tre kunstakademier eller et akademi i udlandet.

Hele gymnasiet har for nylig kunnet opleve en af Maria Meldgaards kreationer hænge ned fra 2. sal i aulaen: en kunstinstallation i genbrugsstof skabt i samarbejde med en anden BGK-elev.

- Titlen ”Jonas” er symbol på en helt almindelig elev, og min tanke med det blå, røde og lilla batikfarvede genbrugsstof er, at det symboliserer gymnasiets mix af hhx- og stx-uddannelsen, forklarer Maria.

Dejligt med en buddy
Foruden hele weekender helliget de kreative aktiviteter tilbringer hun typisk 2-5 aftener om ugen på kulturskolen. Udtryksformen er typisk malerier, men på det seneste har linoleumstryk også fanget den unge kunstelevs opmærksomhed.  

I Marias klasse går yderligere to elitekunst-elever, der dyrker henholdsvis ballet og teater. Lige som Maria er de tilknyttet Esbjerg Ordningen, som hører under Esbjerg Kommune, og får tilbudt særlige tiltag som buddy-ordning, hvor en klassekammerat tager noter for en, når man ikke er til stede, supplerende undervisning, godkendt fravær og støtte og vejledning.

- Jeg har deltaget i en del kurser i efteråret, og det har været så dejligt at have en buddy.

Selv om jeg ikke har brugt ordningen så meget, er det alligevel rigtig rart at have de ekstra muligheder i baghånden, konstaterer Maria.

Maria-2.JPG