Nyheder

Erhvervsuddannelserne inviterer indenfor

I nær fremtid kommer der til at mangle faglært arbejdskraft, og mange unge kender ikke til de mange muligheder, der åbner sig, hvis de vælger en erhvervsuddannelse. Den situation vil erhvervsuddannelserne rette op på og inviterer derfor alle 8. klasse elever i Esbjerg, Varde og Vejen Kommune til Erhvervsuddannelsernes Dage 2017. Det sker 13. – 14. september.

- Erhvervsuddannelsernes image kan blive meget bedre. Der er rigtig mange, der vælger deres uddannelse uden at have det fornødne kendskab til de mange muligheder, der er med en erhvervsuddannelse. Mange af vores uddannelser er stort set ukendte for de unge og deres forældre. Vi mangler lige nu lærlinge og dermed på sigt faglærte inden for en lang række fagområder. Det synes vi, at der skal laves om på, forklarer vicedirektør på Rybners Olaf Rye Jensen.

 

erhverv:dag.2017_1 

Alle fag viser sig frem for deres bedste side på erhvervsuddannelsernes dag.

 

På Erhvervsuddannelsernes Dage 2017 bliver folkeskoleeleverne vist rundt af elever, vejledere og lærere, så der bliver rig mulighed til at stille spørgsmål, og bagefter er der mulighed for at gå på opdagelse blandt de mange uddannelsers stande. Her kan de blandt andet opleve et butiksmiljø i Handelsskolens stande eller se social- og sundhedsassistenter flytte patienter.

På samme tid som Erhvervsskolernes Dage 2017 afvikler Rybners Tekniske Skole og Handelsskolen skolemesterskaber, så folkeskoleeleverne kommer til at opleve de dygtigste elever inden for skolernes fagområder.

Fakta:

Erhvervsuddannelsernes Dage 2017 finder sted onsdag 13. september – torsdag 14. september 2017 på Rybners, Spangsbjerg Møllevej 72, 6700 Esbjerg.

AMU Vest, Social- og Sundhedsskolen Esbjerg, Kjærgaard Landbrugsskole, Handelsgymnasiet Ribe, Vejen Business College, Varde Handelsskole, Rybners Tekniske Skole samt Handelsskolen arrangerer Erhvervsuddannelsernes Dage 2017 i samarbejde med Esbjerg, Varde og Vejen Kommune.