Nyheder

Rebekka kom stærkt igen og sikrede Danmark en Medallion of Excellence

Forberedelserne var mange. Ligeledes var øvetimerne. Det hele kulminerede med fire nervepirrende konkurrencedage i 40 graders ørkenvarme. Hjemme igen kan Rebekka gøre status over den begivenhedsrige tur til Abu Dhabi.

- På den første konkurrencedag kom jeg bagud i tidsplanen. Det sker normalt aldrig for mig, fortæller den dobbelte DM-vinder og nordiske mester.

Skredet i tidsplanen og forskellige materialefejl og -mangler fra værternes side slog hende helt ud og betød, at hun var tidspresset resten af konkurrencen. Samtidig kunne hun konstatere, at hun var kommet i skarpt selskab.

- Mine konkurrenter var mega dygtige. De arbejdede nærmest som robotter, fortæller Rebekka, der heldigvis fik solid opbakning af de andre deltagere på det danske landshold, flere familiemedlemmer, hendes faglærer Hanne Asmussen og hendes mester, Kurt Skovdal.

- Hvis det ikke havde været for Kurt og skolen, så var jeg aldrig kommet afsted, fastslår den 22-årige malerelev fra Ansager.

Rebekka med landshold-2 - foto Lars Bahl.jpg
Foto Lars Bahl

Det bedste ved turen
Også sammenholdet på landsholdet var altafgørende for Rebekka, der stadig ses med de 14 andre deltagere.

- Det bedste ved turen var holdet, konstaterer hun og lyser op i et stort smil.

Konkurrencen løb over fire dage, men selve opholdet i Abu Dhabi varede ti dage. Derfor fik det danske hold også tid til at opleve det fascinerende emirat: de besøgte en drengeskole, var i ørkenen og blev vartet op, red på kameller og kørte ørkenræs. Det kæmpe store åbningsshow i arenaen ”Ferrari World” var også en vild oplevelse, som de sent vil glemme.

Når Rebekka Guldbrand Vedstesen i december afslutter sin svendeprøve og bliver udlært sammen med 11 andre bygningsmalerelever, fortsætter hun hos Malermester Kurt Skovdal, der forståeligt nok er pavestolt af sin mønsterelev.

Flot dansk resultat

  • Danmark stillede med 15 deltagere, der repræsenterede hver sit håndværkerfag, til Worldskills.
  • Danmark endte på en 10. plads med to bronzemedaljer og otte Medallion of Excellence.

Ikke-navngivet-4.jpg

Malerelevernes konkurrence

Konkurrencedeltagerne skulle dekorere tre vægge. Den første væg skulle tapetseres, og der var en dør, hvor ”spejlet” skulle sprøjtemales, listerne skulle lakeres og resten håndmales.

På den anden vægsektion skulle der males en dekoration, som var givet på forhånd sammen med udleverede farveprøver. Det var den opgave, som blev vægtet højest i konkurrencen.

På den tredje vægsektion skulle konkurrencedeltagerne udføre en fri dekorationsopgave. Rebekkas dekoration forestillede bl.a. Den lille Havfrue.